loader image

GLIMTVIS

Om artisten 

GLIMTVIS

Duoen består af Rasmus Pedersen og Rikke Egholm Ravn, som begge har en tilværelse bag forsangermikrofonen, i forskellige orkestre, på samvittigheden. En duo som er et partnerskab og et dybt venskab 

Et partnerskab og venskab, som i første omgang handlede om fælles kærlighed til nogle specielle numre – men som med tiden viste sig at være sangskrivningsfællesskab med et fælles afsæt og som indtil videre alene i sangskrivningen har taget os steder hen, ingen af os har været før. Væk fra de fræsende guitarer i rocken – væk fra popjazzede ballader – og hen til et univers som er kendetegnet ved en helt direkte og hudløst selvudleverende retorik, et fokus på den nøgne melodi som kan stå uden fuldfede produktioner. Og en et helt ærligt samarbejde om nogle af de følelser, som vi tror på at folk på vores egen alder kan genkende. 

GLIMTVIS skriver sange, som bevæger sig i det skizofrene grænseland mellem den skamløse pop, den hudløst ærlige country og rockens upolerede stemme, og som fortæller personlige historier om livet og kærligheden, når man forsøger at gebærde sig i voksenlivet.  

GLIMTVIS:

”Vi gør en dyd ud af forsøge at sætte ord på hvad sangenes fortælling er – og lade folk komme helt tæt på når vi spiller dem.

Vi vil i musikalsk form dele de dele af voksenlivet, som vi typisk ikke deler på Facebook og Instagram – den del af skilsmissen, der bare gør ondt; usikkerheden ved at prøve at finde en ny eneste ene, at være den sidste tilbage på baren og gå alene hjem – også selvom man stod der i spotlightet; at slutte fred med sig selv, ikke at bruge så megen energi på at hade sin eks, forelske sig eller mangle den samme følelse. At føle sig malplaceret i det, der skal være der voksne liv” 

Alt sammen pakket ind i den gode melodi og kærligheden til den gode hookline.

Der er garanti for vellyd og eftertanke, men også en energi der kommer langt ud over scenekanten og en erfaring i liveoptræden, som ikke lader sig skjule.