
IGEN IGEN

Om artisten 
IGEN IGEN – Et los i røven uden navlepilleri!
For en del år siden rendte Stig og Rico rundt i Århus og havde rimelig succes med deres bands, Zircus og Vildensky. På samme tid gik det også strygende for Bo og Martin i København med deres band September. Men så kom livet lissom i vejen, og bands og musik forduftede.
Men hvor længe kan man holde sig fra noget, som man inderligt brænder for?? I 2017 fandt de 4 hinanden og dannede bandet IGEN IGEN. Og der blev der øvet og knoklet i den dunkle, lille bunker på Østerbro. Der blev der lavet ny musik, indspillet demoer og så ramte bandet landevejen. De sidste par år har IGEN IGEN høstet erfaring, bifald og succes på klubscenerne i København og på mindre festivaler ude i landet med deres poetiske, finurlige og skarpkantede indie-grungerock. Inspirationskilderne spænder helt fra de første plader med svenske Kent til Nirvana og Suede, med en snert af Sort Sol, Magtens Korridorer og Peter Sommer, og musikken lander i den herlige fællesmængde, som de 4 gutter kan blive enige om er fedt.
Men nogle ting er ikke til diskussion: Det skal lyde fedt, det skal være velovervejet, det skal være originalt, og det skal vække lytterens lyst til at høre mere…
Teksterne er på dansk, og handler om det menneskelige, det jordnære, hvad livet byder på af stort og småt, og hvad gør man så? IGEN IGEN spiller på egne livserfaringer – uden af den grund at forfalde til navlepilleri.
Lyt til den seneste EP her: https://promo.theorchard.com/VzPKsPBA0mUxxVDXdDxs?fbclid=IwAR1LxFORhLypxmeW2- aMErzZSkry7q3h7eOj0fWJwWETdgnqI5CafqmrE5U