Isse
Om artisten
Med ærlighed kommer man længst.
Med ærlige beretninger, direkte fraser og en indre ild, som brænder for at komme ud gennem musik og fortællinger, er ISSE som sanger og sangskriver en særlig oplevelse. På scenen er det tydeligt, at hun har et optimistisk livssyn og overskud, som hun gerne deler ud af til publikum. Selvom ISSE generelt ser positivt på tilværelsen, skriver hun ikke udelukkende tekster om at finde den store kærlighed, men derimod om alt, hvad livet indebærer af sorg, glæde, håb og fortvivlelse. Derudover har hun en veludviklet humoristisk sans, som gør, at ISSE altid har en sjov historie at berette – selv om de mest triste ting. Hvad man ser, er hvad man får.
Hendes stemme er unik og genkendelig, men samtidig klar, og man fornemmer hurtigt, at hun er nutidens kvindelige danske bud på det pop/rockede univers fra 80/90’erne.
Hun har spillet rundt i hele Danmark – fra Grønnere Grøn (Grøn Koncert 2020) i Sæby til Rampelys i Silkeborg, Mariefestival i Ansager i Vestjylland, Dexter i Odense, TV-koncert på dk4 i København og koncerter på Falster. ISSE vil nemlig gerne møde sit publikum i hele landet, da det netop er som live-artist, ISSE føler sig allermest hjemme.
Udgivelser
Hun har haft airtime på bl.a. P4 og P5 samt blevet spillet flittigt på diverse lokalradioer med flere af hendes udgivelser, og singlen ”Så snart jeg forlod din by” fra 2019 endte på flere officielle Spotify-playlister – herunder ”New Music Friday Denmark”. Bag sig har hun en EP fra 2018 og flere single-udgivelser. I maj 2021 udgiver hun igen en EP med 5 af hendes sange.
Baggrund
Kunsternavnet skal krediteres til lillebror Aleksander, idet han ikke kunne udtale ISSE’s borgerlige navn Marie Louise, da han var lille. Siden har kælenavnet ISSE hængt ved i mere end 20 år. ISSE har optrådt siden hun var 10 år gammel, men det professionelle gennembrud kom i 2017, da hun deltog i DanskPOP Talent på nationalt TV, hvilken konkurrence hun vandt på live TV i Forum Horsens foran mere end 2.000 live publikummer med egenkomponeret musik. Hun færdiggjorde i 2018 sine studier ved Aarhus Universitet som cand.jur, og hun arbejder sideløbende med musikkarrieren som jurist. Senest med ny titel som TV-vært på dk4’s program ”Den Juridiske Brevkasse”.